Menu

Børnepolitik

Dronningborg Boldklub Fodbold – Børnepolitik

Frivillige trænere og ledere er kernen i Dronningborg Boldklub Fodbold. Ingen frivillige - ingen fodbold. Vi samler på gode frivillige, og at være frivillig i Dronningborg Boldklub Fodbold skal være forbundet med tryghed, anerkendelse og respekt.

Som et led i udviklingen af børnefodbolden i Dronningborg Boldklub, og for at sikre et trygt klubmiljø, forebygge seksuelle krænkelser af børn og unge samt generel uhensigtsmæssigt adfærd, har klubben udarbejdet denne børnepolitik. Udover at skabe trygge rammer, skal børnepolitikken sikre, at klubbens trænere og ledere kan færdes uden at blive mistænkt for pædofili eller anden uønsket adfærd.

Vi ønsker at færdes i et positivt og udviklende miljø i DB. Det er derfor tilladt for trænere at give spillerne en omfavnelse i forbindelse med en succesoplevelse, give en trøstende omfavnelse, hvis det skønnes nødvendigt samt en ”high-five” eller lignende som vil løfte den enkelte og holdet. Det kan f.eks. være i forbindelse med træning og kamp. Det er ikke tilladt at give børnene kys, klap i numsen samt berøre i skridtet og på brysterne.

Indeværende børnepolitik er gældende for alle der færdes omkring børnene og gælder i alle aktiviteter for og med DB.

 

Indhentning af børneattest

Der indhentes obligatorisk børneattest på alle ledere og trænere der har berøring med børn under 15 år.

 

Brug af omklædningsrum

Trænere og ledere bør undgå at være alene med et barn/spiller i omklædningsrummet. Samtaler med spillere, skadebehandling foregår som udgangspunkt i et åbent lokale/rum.

Der kan dog opstå situationer, hvor træneren står alene med et barn/spiller. Det især ved toiletbesøg eller hjælp til omklædning. Sådan situationer er naturligvis helt acceptable.

Det opfordres at holdet klæder om sammen, men drenge og piger klæder om hver for sig. Der accepteres unisex omklædning, indtil den alder, hvor børnene går i bad. Under omklædning går trænere/ledere ikke ind i det modsatte køns omklædningsrum.

Mobiltelefoner må ikke anvendes i omklædningsrummet således der kan tages videoer eller billeder. I tilfælde af billeder eller videoer ved fødselsdags- eller sejrssang, skal det tydelig kommunikeres, at optagelse foregår således at dem, der er til stede i rummet er bekendt med dette.

 

Kommunikation & brug af sociale medier

Klubben vil gerne promovere det fællesskab og den glæde, som fodbolden skaber for børnene. Men det forventes at alle holder den gode tone, og det understreges, at de sociale medier ikke må eller skal være platform for holdningstilkendegivelser eller diskussioner. Kun positive historier og en ordentlig og positiv tone accepteres. Det enkelte hold eller den enkelte årgang opfordres til at udpege en SoMe ansvarlig, som uploader historier til klubbens fælles eksterne side, så der kan sikres balance i promoveringen. Sociale medier bruges som informationskanal til deling af positiv kommunikation og information med fodboldmæssig relevans.

I DB foregår al skriftlig kommunikation via KampKlar. Det er naturligvis okay, at der oprettes en billeddelingsgruppe på de sociale medier, men det forventes ikke at træneren er aktiv i gruppen, udover evt. småting. FB må bruges til billeder af holdets aktiviteter og hurtige beskeder. Al tilmelding til aktiviteter skal ske via Kampklar, så klubben kan sikre, at alle spillere er indmeldt i klubben og alle spillere/forældre modtager aktivitetstilbuddene.

I DB er det vigtigt, at et barn/forældre føler sig taget godt imod, og med det samme bliver en del af fællesskabet. Det både fysisk og digitalt.

 

Overnatning i klubben og på ture

At spille fodbold i Dronningborg Boldklub skal være ensbetydende med et stærkt fællesskab, masser af gode og sjove oplevelser – både på og udenfor banen.
Ved turneringer, ture og arrangementer, hvor der er overnatning vil trænerne og evt. de forældre som er med, som hjælper, have ansvaret for børnene. Det opfordres til, at flere forældre deltager herunder både mødre og fædre. Ved overnatning er det er krav, at der altid er en voksen til stede af samme køn som spillerne. Der er altid forældre og trænere der sover i sammen rum som børnene.

 

Procedure ved mobning eller mistrivsel

Vi ved at børn udvikler sig i forskellig tempo. Og børn er ikke lige interesserede eller lige dygtige til fodbold på en og samme tid, men de er alle lige vigtige og har ret til udvikling.

Organisering af børnetræning i DB tager udgangspunkt i DBU’s børnesyn og børnestrategi. Det betyder at træningsgrupper dannes med udgangspunkt i forskellige kriterier, som f.eks. social, interesse-, og fodboldmæssige færdigheder.

DB accepterer ikke mobning eller mistrivsel. Dette tages meget alvorligt. I sådanne tilfælde håndterer trænergruppen og børneansvarlig fra bestyrelsen situationen.

At skabe trivsel i DB er alles ansvar i klubben. Alle, fra bestyrelsen til andre ledere, trænere, spillere og forældre har ansvar for at skabe trivsel blandt børnene. Det forventes at alle tager ansvar – både for at fremme trivsel, men også for at tage fat om mistrivsel.

Observeres uacceptabel adfærd, herunder mobning eller trivsel, bedes man retter henvendelse til klubbens bestyrelse.
Vi har alle et ansvar for at det kan være trygt at komme i Dronningborg Boldklub Fodbold

Luk